Historien om magien i det japanske tehus
Traditionen om chachitsu begyndte med Rikyu, “teens helgen”, for 500 år siden. Hans innovative ånd lever videre i nutidens tehuse
Det første man ofte tænker på, når man hører om japansk arkitektur, er de japanske tehuse eller chashitsu, som de også hedder. Tehuse opstod med udviklingen af te-ceremonieneller (chanoyu eller sadō) – en kunstform der udtrykker japansk sentimentalitet og æstetik gennem det at drikke te. Chashitsu, som det forstås i dag, kan i høj grad henføres til Sen no Rikyū, som udviklede det ved at videreudvikle de rum, der allerede fandtes i japansk arkitektur. Derfor har teværelser en særlig plads i japansk arkitektur. Selv i dag bliver der stadig bygget mange forskellige typer af chashitsu.
Krav til chashitsu
Tehuset er et rum, bygget specifikt til at kunne samles i til te. Men som Masao Nakamura – den førende ekspert på chashitsu – skriver: “Simpel besiddelse af de nødvendige remedier til en te-ceremoni er ikke nok til at skabe et tehus. Udover at opfylde de funktionelle krav til ceremonien skal rummet også have den rette te-ceremoni-atmosfære.” (A Picture History of Japanese Tearooms, Tankosha, 1998). Te-ceremonien udviklede sig hurtigt til en japansk følsomhed overfor naturen; som konsekvens, er tehusene steder, der reflekterer denne følsomhed.
De basale komponenter af et traditionelt tehus
・ Tehusets have (roji)
Foran det traditionelle tehus er en have, som kaldes roji. Gæster krydser den på en sti af sten, mens de beundrer planter og træer, før de vasker deres hænder i et stenbassin som forberedelse til at gå ind i tehusbygningen.
At gå igennem dette naturlige område uden for bygningen giver en behagelig følelse af at nærme sig det overjordiske område, der udgør teværelset. Værten for tesamlingen bruger en anden indgang, som kaldes sadōguchi.
Tehuset er et rum, bygget specifikt til at kunne samles i til te. Men som Masao Nakamura – den førende ekspert på chashitsu – skriver: “Simpel besiddelse af de nødvendige remedier til en te-ceremoni er ikke nok til at skabe et tehus. Udover at opfylde de funktionelle krav til ceremonien skal rummet også have den rette te-ceremoni-atmosfære.” (A Picture History of Japanese Tearooms, Tankosha, 1998). Te-ceremonien udviklede sig hurtigt til en japansk følsomhed overfor naturen; som konsekvens, er tehusene steder, der reflekterer denne følsomhed.
De basale komponenter af et traditionelt tehus
・ Tehusets have (roji)
Foran det traditionelle tehus er en have, som kaldes roji. Gæster krydser den på en sti af sten, mens de beundrer planter og træer, før de vasker deres hænder i et stenbassin som forberedelse til at gå ind i tehusbygningen.
At gå igennem dette naturlige område uden for bygningen giver en behagelig følelse af at nærme sig det overjordiske område, der udgør teværelset. Værten for tesamlingen bruger en anden indgang, som kaldes sadōguchi.
・ Tehusets indgang (nijiriguchi)
En af de primære karakteristika for den stråtækte tehytte, startet af Rikyū, er gæsteindgangen eller nijiriguchi. Den firkantede dør er så lav og smal, at gæster ikke kan komme igennem uden at bukke sig og krympe sammen, mens de kravler igennem. (Se skydedørene af træ i midten af dette billede). Værten har en indgang i normal størrelse.
Selvom der er forskellige historier om oprindelsen af nijiriguchi, formodes det, at eftersom den lille indgang tvinger selv den største general til at efterlade sit sværd udenfor for at komme igennem, bliver det indvendige rum afskåret fra virkeligheden. Gæster bevæger sig ud over deres respektive sociale status og interagerer som ligeværdige. Det siges også, at det at gå ind gennem så lille en dør, får selve teværelset indenfor til at virke større.
En af de primære karakteristika for den stråtækte tehytte, startet af Rikyū, er gæsteindgangen eller nijiriguchi. Den firkantede dør er så lav og smal, at gæster ikke kan komme igennem uden at bukke sig og krympe sammen, mens de kravler igennem. (Se skydedørene af træ i midten af dette billede). Værten har en indgang i normal størrelse.
Selvom der er forskellige historier om oprindelsen af nijiriguchi, formodes det, at eftersom den lille indgang tvinger selv den største general til at efterlade sit sværd udenfor for at komme igennem, bliver det indvendige rum afskåret fra virkeligheden. Gæster bevæger sig ud over deres respektive sociale status og interagerer som ligeværdige. Det siges også, at det at gå ind gennem så lille en dør, får selve teværelset indenfor til at virke større.
・Chashitsu gulvstørrelse
Standardstørrelsen for en chashitsu er 8,2 kvadratmeter (4,5 tatami, eller 4,5 jō). (Japanske rum måles typisk i antallet af tatami-måtter der kan dække gulvet. Størrelsen af tatami varierer mellem regioner og spænder fra 1,5 til 1,9 kvadratmeter. Den tatami, der traditionelt bruges i Kyoto-regionen, bruges til chashitsu i hele Japan. Det er 1,82 kvadratmeter eller 1,91 x 0,955 meter).
Mindre teværelser kaldes koma, og større værelser kaldes hiroma. Dette værelse er et nijō-nakaita koma (to måtter og et kogehul). Selv dette lille teværelse kan holde en tesamling for tre gæster og en vært.
・Komfur (ro)
Fra november til april bruges et komfur installeret i gulvet ved at skære en del af tatamien ud, til at koge vand. Fra maj til oktober er komfuret dækket af tatami og et transportabelt komfur, som kaldes et fūro, bruges i stedet.
・Alkove (toko)
Er en krog eller alkove i teværelset, som er dekoreret med hængende skriftruller og blomster. Når gæster kommer ind i teværelset, går de først hen til alkoven for at beundre dekorationen. Toko er sammensat af en alkovestolpe (tokobashira), den lave alkoveudsmykning (tokogamachi), anden alkove stolpe (aitebashira) og den øvre alkoveudsmykning (otoshigake). Det er ikke usædvanligt at bruge årevis på at samle ting sammen med den rette historie og karakter, for at pynte disse områder.
Alkovens vægge er i gips og nogle gange kan et vindue (shitajimado), som afslører væggenes gitterramme, være åbent på den ene side af væggene. Alkovens gulv kan være træpaneler eller tatami.
・Vaskerum (mizuya)
Det er her værten rengør udstyret og laver forberedelser til tesamlingen.
Standardstørrelsen for en chashitsu er 8,2 kvadratmeter (4,5 tatami, eller 4,5 jō). (Japanske rum måles typisk i antallet af tatami-måtter der kan dække gulvet. Størrelsen af tatami varierer mellem regioner og spænder fra 1,5 til 1,9 kvadratmeter. Den tatami, der traditionelt bruges i Kyoto-regionen, bruges til chashitsu i hele Japan. Det er 1,82 kvadratmeter eller 1,91 x 0,955 meter).
Mindre teværelser kaldes koma, og større værelser kaldes hiroma. Dette værelse er et nijō-nakaita koma (to måtter og et kogehul). Selv dette lille teværelse kan holde en tesamling for tre gæster og en vært.
・Komfur (ro)
Fra november til april bruges et komfur installeret i gulvet ved at skære en del af tatamien ud, til at koge vand. Fra maj til oktober er komfuret dækket af tatami og et transportabelt komfur, som kaldes et fūro, bruges i stedet.
・Alkove (toko)
Er en krog eller alkove i teværelset, som er dekoreret med hængende skriftruller og blomster. Når gæster kommer ind i teværelset, går de først hen til alkoven for at beundre dekorationen. Toko er sammensat af en alkovestolpe (tokobashira), den lave alkoveudsmykning (tokogamachi), anden alkove stolpe (aitebashira) og den øvre alkoveudsmykning (otoshigake). Det er ikke usædvanligt at bruge årevis på at samle ting sammen med den rette historie og karakter, for at pynte disse områder.
Alkovens vægge er i gips og nogle gange kan et vindue (shitajimado), som afslører væggenes gitterramme, være åbent på den ene side af væggene. Alkovens gulv kan være træpaneler eller tatami.
・Vaskerum (mizuya)
Det er her værten rengør udstyret og laver forberedelser til tesamlingen.
For at bygge et tehus eller teværelse, skal man have hjælp fra en lang række kompetente håndværkere, inklusiv en tømrer, en stråtækker, en stukkatør, en montør (tategushi), en tatami-måttemager og en gartner.
Arkitekt Yasushi Iwasaki fra Iwasaki Architecture Laboratory, som producerer mange teværelser i hjemmene, siger, “Chashitsuen er virkelig et produkt af alle de traditonelle japanske håndværk tilsammen.” Iwasaki har designet tehusene i de tre sidste billeder herover.
“Mange af mine kunder, som sætter pris på te-ceremonien, besluttede at de gerne ville afholde deres egne tesamlinger, men der har også været et par personer, som gerne ville have deres eget tehus, fordi de gerne ville lære om te-ceremonien.” Tesamlinger byder på både tyk te (koicha) og tynd te (usucha).
Arkitekt Yasushi Iwasaki fra Iwasaki Architecture Laboratory, som producerer mange teværelser i hjemmene, siger, “Chashitsuen er virkelig et produkt af alle de traditonelle japanske håndværk tilsammen.” Iwasaki har designet tehusene i de tre sidste billeder herover.
“Mange af mine kunder, som sætter pris på te-ceremonien, besluttede at de gerne ville afholde deres egne tesamlinger, men der har også været et par personer, som gerne ville have deres eget tehus, fordi de gerne ville lære om te-ceremonien.” Tesamlinger byder på både tyk te (koicha) og tynd te (usucha).
Traditionelt chashitsu i lejlighedskomplekser
I moderne japanske byer, bor mange mennesker ikke i adskilte huse, men i lejlighedskomplekser. Og her bliver der også af og til bygget teværelser. Et eksempel er dette teværelse i Tokyo designet af Hiroyuki Suzuki fra Atelier 137, der har opfyldt sine kundes drøm. Hun har har nemlig studeret Urasenke skolens te-ceremoni i 30 år.
At installere et teværelse i et boligkompleks er ingen simpel opgave. For at udskære hullet til komfuret og opfylde sikkerhedsreglementerne, skal der være tilstrækkelig med plads under gulvet. Vaskerummet skal have adgang til vand og afløb, men da lejlighedskomplekser har et forudbestemt rørsystem, er der ikke meget fleksibilitet.
For at overkomme det, blev teværelset i denne lejlighed hævet cirka 41 centimeter i forhold til resten af boligen.
I moderne japanske byer, bor mange mennesker ikke i adskilte huse, men i lejlighedskomplekser. Og her bliver der også af og til bygget teværelser. Et eksempel er dette teværelse i Tokyo designet af Hiroyuki Suzuki fra Atelier 137, der har opfyldt sine kundes drøm. Hun har har nemlig studeret Urasenke skolens te-ceremoni i 30 år.
At installere et teværelse i et boligkompleks er ingen simpel opgave. For at udskære hullet til komfuret og opfylde sikkerhedsreglementerne, skal der være tilstrækkelig med plads under gulvet. Vaskerummet skal have adgang til vand og afløb, men da lejlighedskomplekser har et forudbestemt rørsystem, er der ikke meget fleksibilitet.
For at overkomme det, blev teværelset i denne lejlighed hævet cirka 41 centimeter i forhold til resten af boligen.
Her ses den type af smukke rum, der kun opstår fra kompetente håndværkeres hænder. Stukkatøren arbejdede med diatomisk, jordbaseret gips, og tapetsererens brug af mørkeblåt tapet (minato-gami) på panelerne. Materialerne til den dekorative alkove (tokonoma) er cedertræ på alkovestolperne og tækkesiv til gulvbrædderne og hyldene.
Gulvet i mizuya er udstyret med et drænbræt i bambus, som tillader vandet at flyde frit. I tilfælde af pjaskeri er de mørkeblå paneler skiftet ud med planker for enden af søjlen. Vandhanen, opvaskestativet og hylderne er alle i tråd med følsomheden i Urasenke skole.
“Fordi mizuyaen er, hvor vaskemaskinen plejede at være, havde vi mulighed for at opsætte vandforsyning og drænsystem uden problemer,” siger Suzuki.
Nutidens tehuse og teværelser: Efterfølgerne til Rikyū’s innovative ånd
Indtil videre har vi kun fokuseret på traditionelle tehuse og teværelser, men så længe de basale krav er opfyldt – at “nødvendighederne til te-ceremonien er tilgængelige og te-ceremoniens atmosfære er opnået”, som Nakamura siger, kan et chashitsu lige så godt kan være et nutidigt design.
Gulvet i mizuya er udstyret med et drænbræt i bambus, som tillader vandet at flyde frit. I tilfælde af pjaskeri er de mørkeblå paneler skiftet ud med planker for enden af søjlen. Vandhanen, opvaskestativet og hylderne er alle i tråd med følsomheden i Urasenke skole.
“Fordi mizuyaen er, hvor vaskemaskinen plejede at være, havde vi mulighed for at opsætte vandforsyning og drænsystem uden problemer,” siger Suzuki.
Nutidens tehuse og teværelser: Efterfølgerne til Rikyū’s innovative ånd
Indtil videre har vi kun fokuseret på traditionelle tehuse og teværelser, men så længe de basale krav er opfyldt – at “nødvendighederne til te-ceremonien er tilgængelige og te-ceremoniens atmosfære er opnået”, som Nakamura siger, kan et chashitsu lige så godt kan være et nutidigt design.
En chashitsu inden i et polyeder
Hironaka-huset, designet af arkitekt Ken Yokogawa, er en bygning med en helt speciel form. Forbipasserende vil måske ikke engang genkende den som en privat bolig. Men stedet er placeret på en hældning og bag muren – som fungerer som støttende mur – er et behageligt og åbent boligområde på første sal.
Anden sal fungerer som et dedikeret studie og teværelse for ejeren, en travl advokat som helliger sig maling og te-ceremonier. Med andre ord er første sal et hverdagsrum og anden sal er et åndeligt rum.
Hironaka-huset, designet af arkitekt Ken Yokogawa, er en bygning med en helt speciel form. Forbipasserende vil måske ikke engang genkende den som en privat bolig. Men stedet er placeret på en hældning og bag muren – som fungerer som støttende mur – er et behageligt og åbent boligområde på første sal.
Anden sal fungerer som et dedikeret studie og teværelse for ejeren, en travl advokat som helliger sig maling og te-ceremonier. Med andre ord er første sal et hverdagsrum og anden sal er et åndeligt rum.
Studiet og teværelset kan tilgås ved at gå op ad den udendørs trappe, ved siden af stuen. Processen med at bevæge sig gennem dette græsklædte område – som minder om en roji – fungerer som transport mellem den verdslige verden på første sal og den overjordiske verden på anden sal.
Teværelsets størrelse er 8,2 kvadratmeter (4,5 jō). Teværelset er et rum, der værdsætter skygger, men studiet som er bygget ind i den samme ramme som teværelset, kræver godt lys. Derfor har siden med teværelset et dobbelt gitterloft, som spreder lyset.
Derudover kan en af fladerne på polyhederets loft åbnes, hvilket får lyset til kun at falde i nærheden af værten for tesamlingen, og fry skaber en smuk kontrast mellem lys og skygge.
Derudover kan en af fladerne på polyhederets loft åbnes, hvilket får lyset til kun at falde i nærheden af værten for tesamlingen, og fry skaber en smuk kontrast mellem lys og skygge.
Det træ, der er brugt til den dekorative alkove, blev genbrugt fra ejerens forældres hjem, som oprindeligt lå samme sted. I dette rum blev der valgt et afrundet design. Dette teværelse fungerer også som gæsteværelse.
Ken Yokogawa, som har designet en lang række nutidige teværelser, ikke kun i private boliger, men også i offentlige bygninger, siger om det moderne teværelse: “Formen er vigtig, men hvis du bliver overvældet af det, kan du gøre hvad som helst interessant. Rikyū etablerede te-ceremonien med dets chashitsu og tesamlingerne som vi kender dem i dag, og hans succes lå i at være kreativ og nyskabende for sin tid. Jeg tror den ægte chashitsu i den moderne tid, er den der bringer en Rikyū-agtig ånd og kreativitet til den moderne bolig.”
Se mere af dette hus
Ken Yokogawa, som har designet en lang række nutidige teværelser, ikke kun i private boliger, men også i offentlige bygninger, siger om det moderne teværelse: “Formen er vigtig, men hvis du bliver overvældet af det, kan du gøre hvad som helst interessant. Rikyū etablerede te-ceremonien med dets chashitsu og tesamlingerne som vi kender dem i dag, og hans succes lå i at være kreativ og nyskabende for sin tid. Jeg tror den ægte chashitsu i den moderne tid, er den der bringer en Rikyū-agtig ånd og kreativitet til den moderne bolig.”
Se mere af dette hus
Et flytbart teværelse, der udforsker pladsbevidstheden
Som tidligere nævnt er chashitsuen et overjordisk rum. Rikyū lukkede verden ude ved at oprette vægge og skabte med sine teværelser en afskåret virkelighed – et lukket mikrokosmos.
Traditionel japansk arkitektur består dog kun af et loft, støtter og et gulv – ikke vægge. Indretningsarkitekt Uchida Shigeru var interesseret i idéen om at “synet af vægge [på grund af Rikyū’s chashitsu] var en revolutionær ubalance i japanske arkitektoniske rum”, og satte sig for at gå direkte mod Rikyū, med en serie af teværelser med gennemsigtige vægge, lavet af bambus og washi (Japansk papir). De kaldes Ji-An (Vedanās tilflugtssted), Gyo-An (Saṅkhāras tilflugtssted), og So-An (Saṃjñās tilflugtssted).
Som tidligere nævnt er chashitsuen et overjordisk rum. Rikyū lukkede verden ude ved at oprette vægge og skabte med sine teværelser en afskåret virkelighed – et lukket mikrokosmos.
Traditionel japansk arkitektur består dog kun af et loft, støtter og et gulv – ikke vægge. Indretningsarkitekt Uchida Shigeru var interesseret i idéen om at “synet af vægge [på grund af Rikyū’s chashitsu] var en revolutionær ubalance i japanske arkitektoniske rum”, og satte sig for at gå direkte mod Rikyū, med en serie af teværelser med gennemsigtige vægge, lavet af bambus og washi (Japansk papir). De kaldes Ji-An (Vedanās tilflugtssted), Gyo-An (Saṅkhāras tilflugtssted), og So-An (Saṃjñās tilflugtssted).
Hvis væggene fjernes, er det så muligt at fremkalde teværelsets rette følelse? Som en måde at belyse dette spørgsmål på, er navnene på teværelserne forbundet med tre af de “fem skandhas”, som udgør totaliteten af menneskets krop og sjæl, som afsløret af Buddha. Disse tre er vedanā (“fornemmelse”, de ting menneskeheden føler), saṃjñā (“opfattelse”, de ting menneskeheden tænker), og saṅkhāra (“skabelser [af sindet]”, de ting menneskeheden gør).
Siden deres første udstilling i 1993, er de blevet købt af adskille velgørere af kunsten, begyndende med The Conran Foundation, og bliver brugt til tesamlinger til forskellige begivenheder.
Siden deres første udstilling i 1993, er de blevet købt af adskille velgørere af kunsten, begyndende med The Conran Foundation, og bliver brugt til tesamlinger til forskellige begivenheder.
Et gør-det-selv-tehus i et træ
Chashitsu Tetsu, det fjerde tehus i en trætop, designet af arkitekt Terunobu Fujimori, blev færdigt i 2009. Fujimori’s personlige chashitsu-filosofi er som følger:
Chashitsu Tetsu, det fjerde tehus i en trætop, designet af arkitekt Terunobu Fujimori, blev færdigt i 2009. Fujimori’s personlige chashitsu-filosofi er som følger:
- Ved at have det individuelle som kernen, er chashitsu det omvendte af store enheder, såsom tidsperioden, samfundet og verden som helhed.
- Chashitsu udforsker den ultimativt essentielle, mindste enhed af arkitekturen i et lukket, lille rum, hvori ild introduceres.
- Denne ultimative basale, minimale enhed af arkitekturen er et gør-det-selv-projekt.
- Af årsager beskrevet herover, er udforskningen af chashitsu-arkitektur en universel udfordring for menneskeheden.
Dette tehus ligger 4 meter over jorden og er bygget i et 80 år gammelt japansk cyprestræ. Det glatte kobbertag og gibsvæggene blev lavet med hjælp fra Fujimori’s venner i Jōmon Architecture Group – med andre ord blev det bygget med hjælp fra amatører. Det blev rejst et sted, hvor en tidligere folkeskole havde ligget, og som nu rummer masser af Somei-yoshino kirsebærtræer og under kirsebærenes blomstring er udsigten her som taget ud af en drøm.
Tehus som kunstinstallation
Dette tehus, Ma Ba, er kunstneren og arkitekten Fumihiko Sanos værk, som blev udlært som tømrer på Nakamura Sotoji Komuten, et velkendt design og byggefirma, med speciale i traditionelle huse til te-ceremonier (sukiya).
Det blev bygget som en installation for et kunstgalleri i New York, som var vært for en forhistorisk udstilling med Japan-tema, og fremvistes de steder, mennesker samles og de steder der ikke skabes med materialer, men med sindet.
En træboks placeret midt i galleriet udsender et “lys der definerer en immateriel grænse” for at skabe et “rum”. Fire sensorer måler sammenhængen mellem individerne indeni rummet i forhold til deres antal, afstand fra hinanden og deres bevægelser, og lyset justerer sig for at rumme gæsterne.
Mennesker samles om ild: dagligdagen er gjort mulig og et samfund opstår. I Jōmonperioden er det sandsynligt, at shamanistiske ritualer blev udført omkring ild. Roden til menneskets levebrød kredser om en midtsøgende kerne af lys og ild, og det er denne besked der kommunikeres under te-ceremonien, når værten kommer tættere på gæsterne, mens han koger vand over et komfur og drikker te.
Dette tehus, Ma Ba, er kunstneren og arkitekten Fumihiko Sanos værk, som blev udlært som tømrer på Nakamura Sotoji Komuten, et velkendt design og byggefirma, med speciale i traditionelle huse til te-ceremonier (sukiya).
Det blev bygget som en installation for et kunstgalleri i New York, som var vært for en forhistorisk udstilling med Japan-tema, og fremvistes de steder, mennesker samles og de steder der ikke skabes med materialer, men med sindet.
En træboks placeret midt i galleriet udsender et “lys der definerer en immateriel grænse” for at skabe et “rum”. Fire sensorer måler sammenhængen mellem individerne indeni rummet i forhold til deres antal, afstand fra hinanden og deres bevægelser, og lyset justerer sig for at rumme gæsterne.
Mennesker samles om ild: dagligdagen er gjort mulig og et samfund opstår. I Jōmonperioden er det sandsynligt, at shamanistiske ritualer blev udført omkring ild. Roden til menneskets levebrød kredser om en midtsøgende kerne af lys og ild, og det er denne besked der kommunikeres under te-ceremonien, når værten kommer tættere på gæsterne, mens han koger vand over et komfur og drikker te.
Et tehus lavet af glas
Som tidligere nævnt, er chashitsuen en arkitektonisk form, som er blevet dyrket i påskønnelsen af naturen og det kunstneriske i te-ceremonien. Et uovertruffet eksempel på det koncept, som er overgået til en storskalakunstform, er KOU-AN tehuset i glas af designer Tokujin Yoshioka.
Selvom det er usædvanligt ikke at have nogen hængende ruller, blomster eller tatami-måtter, siger Yoshioka: “Jeg tænkte, jeg ville se på den sande natur af japansk kultur, som eksisterer i sansernes realitet. Dette mikrokosmiske chashitsu-rum skaber en bevidsthed af nuet i naturen, hvilket forårsager en frigivelse fra den fysiske realitet og samhørighed med ens naturlige omgivelser.”
Foto: Yasutake Kondo
Som tidligere nævnt, er chashitsuen en arkitektonisk form, som er blevet dyrket i påskønnelsen af naturen og det kunstneriske i te-ceremonien. Et uovertruffet eksempel på det koncept, som er overgået til en storskalakunstform, er KOU-AN tehuset i glas af designer Tokujin Yoshioka.
Selvom det er usædvanligt ikke at have nogen hængende ruller, blomster eller tatami-måtter, siger Yoshioka: “Jeg tænkte, jeg ville se på den sande natur af japansk kultur, som eksisterer i sansernes realitet. Dette mikrokosmiske chashitsu-rum skaber en bevidsthed af nuet i naturen, hvilket forårsager en frigivelse fra den fysiske realitet og samhørighed med ens naturlige omgivelser.”
Foto: Yasutake Kondo
Konceptet for dette arbejde blev først annonceret ved Venedig Biennalen i 2011, men det færdige arbejde blev ikke præsenteret før april 2015. I højtideligholdelsen af det 50. jubilæum af sammenslutningen af Kyoto og Firenze, blev installationen sat op på en cypresscene (hinokibutai) i Shogunzuka Seiryuden-templet, som har en ubrudt udsigt over byen Kyoto. Installationen er stadig udstillet. (Udstillingens slutdato vil blive annonceret på Shogunzuka Seiryudens og Tokujin Yoshioka Designs hjemmesider tre måneder før.)
Foto: Yasutake Kondo
Foto: Yasutake Kondo
Det siges, at te blev introduceret til Japan fra Kina under Heianperioden (794-1185). Selvom tedrikkerkulturen blev nydt af både adelige og munke, blev te indtaget mindre som en afslappet drik og mere som en form for medicin, på grund af koffeinens stimulerende effekt. Efter Zen-munke bragte tedyrkning fra Kina til Japan under Kamakuraperioden (1185-1333), spredte traditionen for at drikke te sig også til samuraierne, medlemmer af den militære klasse.
Begyndende i sidste halvdel af Muromachi-perioden (1336-1573), blev en tesmagningskonkurrence kaldet tōcha en populær gambling-sport blandt samuraierne, som var kendt for deres prangende adfærd. Deltagere skulle gætte mærket på den te, de fik serveret, mens de deltog i andre useriøse ting, som samarbejdende poesi (renga) i klubhuse, eller kaisho. Selvom klubhusene ikke blev brugt eksklusivt til dette formål, blev de alligevel de første japanske tehuse.
Senere begyndte en tradition for tesaloner (shoin no cha) med udviklingen af traditionel beboelsesarkitektur (shoin-zukuri). Men i slutningen af det 15. århundrede introducerede Murata Jukō og Takeno Jōō en ny stil inden for te-ceremonierne, kendt som wabi-cha. Denne “stråtækte hytte” eller “rustikke” stil forsøgte at skabe en “bjerghytte i byen”, som tilbød en smag af noget landligt i et byområde.
Det var wabi-cha-traditionen som Rikyū byggede videre på i sidste halvdel af det 16. århundrede, og som fasttømrede udviklingen af denne japanske kunstart. De små bygninger og rum, der tænkes på når japanere hører ordet “tehus”, kommer direkte fra Rikyū stråtækte tehytter.